TEGNEKURSUS AUGUST 2025
Målgruppe:
Kurset kostede 650 kr og var målrettet folk med lavindkomst, dvs folk på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, pension, SU etc.
Hvorfor ikke tage mere?
Jeg synes, det er ærgerligt, at kunsten ikke er lige tilgængelig for alle. De fleste lignende kurser koster over 1500 kr, hvilket skaber en ulighed for hvem, der i sidste ende kan få lov til at udfolde sig kreativt, komme ind i branchen, eller bare lære noget nyt og tage et kursus, fordi det er spændende. Der er for få stemmer, der bliver hørt i kunstverdenen. Desværre, er de fleste dem, som har haft pengene og ressourcerne til at gå på en dyr kunstskole. Dem, hvis forældre gerne betaler for deres husleje i deres sabbatår og dem, som ikke behøver at bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra, hvis de ikke sælger noget i 5 måneder.
Kunst er politik, det er frihed, et outlet og et sprog, som bliver indskrænket til kun at tale de velhavendes stemmer, hvis det kun er dem, som får muligheden for at tilgå den.
Jeg er heldig, at have rum i mit budget til, at jeg ikke tjener det store overskud på kurset. Det er vigtigt at al værdi ikke bliver gjort op i kroner og øre, og jeg får stor gavn og læring ved at holde disse kurser :)
Noah Falke
Frontløberne
Jægergaardsgade 154c
20/08/2025 - 22/08/2025
kl 10:00-14:00
“Det er nice at få fremhævet ting ved ens tegning, som også skiller sig lidt ud og gør det mere unikt, uden at det er en dårlig ting. Sådan, jeg troede ikke jeg havde en tegne-stil, men det kan jeg godt se, at det har jeg, hvor jeg før bare troede, at det var fordi jeg ikke kunne tegne. ”
Første dag stod på skitsering og øvelser i at iagttage det, vi tegner.
Vi arbejdede bl.a. med
negativt rum
overdrivelse af former
blindtegning
croquis
graduering af skygger
brug af blyant til opmåling af afstande og proportioner
forsimpling af objekter
“kassen” som værktøj til at placere en genstand på papiret
krusedulle-tegninger
På anden dag fortsatte vi på skitsering med skravering, kontraster og former. Vi tog også hul på komposition og hvordan vi kan opsætte vores tegninger lækkert og flot på papiret, og hvordan forskellige kompositioner skaber forskellige stemninger/tolkninger af billedet.
Kursisterne fik mulighed for at gå rundt på området og tegne omgivelserne, så der kom mere fokus på hvordan man laver en god komposition ud fra, hvad man ser i virkeligheden kontra hvis man tegner efter et billede.
Kurset skulle være et sted, hvor der var plads til alle usikkerheder og fejl. I løbet af de 3 dage vil man få værktøjer til at gøre tegnekunsten mere håndgribelig. Vi kiggede på, hvordan man varmer hænderne og hjernen op til at tegne, lys/skygger, komposition, og ikke mindst hvordan man får det ned på papiret, som man faktisk ser, og ikke det man tror, man ser. Vores øjne og hjerner snyder os, så man f.eks. kommer til at tegne et hovede ligeså bredt som afstanden fra skulder-til-skulder, selvom det i virkeligheden kun er 1/3 af skuldrenes bredde.
Målet for kurset var ikke nødvendigvis at lære at tegne et fotorealistisk billede, men at gøre kunsten mere tilgængelig og øge kursisternes selvtillid i at tegne og udfolde sig kreativt.
Man fik i løbet af kurset få individuel feedback, såvel som fælles feedback.
på tredje, og sidste, dag skærpede vi vores præcision med opvarmningsøvelser. Herefter tegnede kursisterne valgfrie ting, hvor de skulle bruge nogle af de teknikker, som de havde lært i løbet af de første 2 dage. Til slut fik hver kursist lov til at tegne frit, hver med en individuel opgave som benspænd.
“Jeg kan mærke, at jeg ser mine omgivelser lidt anderledes efter kurset. Som om jeg er blevet mere nysgerrig på, hvordan mon jeg skulle tegne den her bygning, eller “årh den der næse ville være så fed at tegne”, haha!
Det er dejligt, for jeg føler mig mere til stede nu, når jeg går rundt i byen”